Styrketræning under lav belastning i kombination med vaskulær oklussion er fremsat som et alternativ til styrketræning med høj belastning i den rehabiliterende træning, hvor belastende træning er kontraindiceret.

Adskillige studier i styrketræning med lav til moderate belastninger inklusiv vaskulær okklussion har vist en forøgelse i muskelstyrke og muskelstørrelse der i lighed ses efter styrketræning ved høje belastninger.

I nærværende review fremkommer det at de fysiologiske mekanismer bag den iskæmiske træning er uklare og der stilles også spørgsmålstegn ved sikkerheden på sigt med denne træningstype. Desuden har nogle af de seneste studier i den iskæmiske trænings metode påvist, at den vaskulære oklussion f.eks med manchet måske ikke er nødvendig for at opnå en relativ iskæmi i styrketræning med lav belastning og dermed den ønskede fysiologiske styrke effekt – en slags genvej udenom den belastende styrketræning ved høje belastninger.

Review’et kommer ind på og diskuterer flere fysiologsike aspekter i forståelsen af mekanismerne bag den styrkende effekt som træningstypen giver. Er man nysgerrig på dette anbefaler vi, at læse nærværende review.

I det følgende ser vi lidt på, hvor relevant den iskæmiske træning kan være i det kliniske arbejde. Der er ingen videnskabelige belæg for synspunkterne, men derimod nogle ’commen sence’ refleksioner over relevansen som den iskæmiske træning kunne have/ ikke have i det kliniske arbejde med patienter med muskoloskeletale dysfunktioner og symptomer.

Ud fra et praktisk synsspunkt vil iskæmisk træning med manchet være lidt mere omstændelig end iskæmisk træning uden oklussion med manchet, dvs iskæmien opnås enten ved et forudgående statisk arbejde for det senere lavt belastede dynamiske arbejde eller også ved lav belastende dynamisk træning med ’non-stop’ repetitioner til lokal udtrætning/udmattelse. Muskel blod gennemstrømning foregår hovedsageligt i hvileperioder mellem muskelaktivitet.

Sammenhængen mellem træningsfrekvens, intensitet og volume er ikke velunderbygget for styrketræning kun med iskæmisk trænings type og derfor må styrketræningen med iskæmiske komponenter foretages ud fra de velkendte holdepunkter med 2-3 gange træning pr. uge for optimal effekt og restitution. Vi forestiller os, at den iskæmiske træning kan bruges mere eller mindre i den enkelte træningssession alt efter patologi og patient motivation.

Alle studier i nærværende review er foretaget på raske personer, trænede som utrænede. For anvendelse af den iskæmiske træning på patienter i klinikken med en patologi vil der være flere overvejelser som, vi anser som relevante at diskutere.

Patienten med arteriosclerose – begrænset blodgennemstømning og måske claudiocadio intermittens, vil fokus på den iskæmiske trænings del måske være irrelevant. Et i forvejen udtrættet og degenereret væv (muskler, sener, fasier mv.) vil måske ikke kunne have den samme fordel af mere udtrætning. Den iskæmiske træning vil i sig selv give symptomer i form af smerter mv. og her vil patienten med arteriosclerose måske ikke kunne motiveres tilstrækkelig.